Gråsten æblefestival 2015 plakat

Æblefestival i Gråsten genoptager æblesejlads

Efter en lovende premiere på Gråsten Æblefestival i efterårsferien sidste år holder foreninger i Gråsten igen æblefestival. Nu med æblesejlads.

Når Gråsten i efterårsferien for andet år i træk fejrer sit berømte æble – gråstenæblet – med aktiviteter for egne borgere og gæster, har festivalen bredt sig.
Gråsten melder sig efter fem års pause igen i æblesejladsen på Flensborg Fjord, og hele fredagen, 16. oktober, vil der være gamle skibe, kunst og aktiviteter på havnen sideløbende med aktiviteter på Torvet. På havnen kulminerer dagen med en rigtig havnefest, shanty-kor og koncert med det irske band Tupelo, som mange kender fra Tønder Festival. Skibene sejler lørdag morgen til Flensburg, hvortil der også ankommer skibe fra Kollund og Glücksburg.

skib_i_graasten_fyrskibet_storebjoern_-_800_foto_soeren_gulck.jpg

Fyrskibet Storebjørn i Gråsten, foto Søren Gülck
Fyrskibet Storebjørn i Gråsten, foto Søren Gülck

Også flere skoler, daginstitutionen Tumleby og dagplejen involverer sig i år i æblefestivalen. Skolerne kaster sig i uge 41 ud i et projekt med molekylær madlavning i samarbejde med Krusmølle, og eleverne viser resultaterne frem på Torvet under festivalen.
Torvet i Gråsten er stadig centrum for æblefesten. I år er torve-aktiviteterne skubbet en dag til torsdag-fredag-lørdag.  På torvet, hvor der er markedsstemning med boder, kunst, teater og kreative aktiviteter, kan man også høre om planerne for Den Kongelige Køkkenhave i Gråsten. En række foreninger i Gråsten, samlet i foreningen Gråsten Forum står bag akvititeterne, som også omfatter udsmykning af byen og kunst i butikkerne.

Flere æbletræer og skulptur

Sidste år var borgere og gæster inviteret med til at plante 650 gråstenæbletræer i området. I år skal der også plantes æbletræer, men et mindre antal. De plantes ved stien "Sporet" fra Gråsten Landbrugsskole og i retning mod Roden Skov. Det sker søndag 11. oktober.
En nyhed i æblefestivalen er et lanterneoptog, som finder sted fredag 16. oktober. Optoget går gennem plejehjemmet og slutter ved æbleskulpturen Big Apple ved Bellevue, hvor der er premiere på en ny Gråsten-sang.
Big Apple blev afsløret ved sidste års æblefestival. I år er der igen skulpturafsløring, men i Alnor Strandpark, hvor festivalen officielt åbnes lørdag 10. oktober kl. 12 ved borgmester Erik Lauritzen.

Kager og mad med æbler

I år er æbler i madlavning og kager endnu mere i fokus. En række spisesteder i området har æbler på menukortet, og på Torvet vil der – foruden æbler - blandt andet være æblekager, æblepølser og mulighed for at presse sine egne æbler.
Ligesom sidste år bliver Gråsten Landbrugsskole det sted, hvor festivalen afsluttes med et overdådigt æblekagebord med syv slags æblekager plus boller og småkater. Ved arrangementet optræder Broager Egnskor og Anton Mortensen fra Det Lille Teater i Gråsten læser eventyr af H.C. Andersen. 17. oktober kl. 14.30.
Til dette arrangement skal man købe billetter á 100 kr. (børn op til 12 år 50 kr) i forvejen i Gråsten Boghandel, på turistkonteret på Rådhustorvet i Sønderborg eller online via dette HER
Samme steder fås billetter til shanty- og folkaften på havnen fredag 16. oktober.  Billetterne koster 250 kr. og dækker hele arrangementet med spisning. Online købes de HER
Teltdøren til koncerten med Tupelo åbnes  kl. 21, og her sælges evt. overskydende billetter til 100 kr.
Se hele programmet og find også link til online-billetsag på graastenforum.dk

 

Skrevet af
Henriette Pilegaard
Oprettet den
05. okt 2015

Kontakt os vedr. Æblefestival

Billeder til brug

test1
test 3
test4
test 5