Besøg i Kina - Haiyan

ProjectZero høster international anerkendelse

Sønderborgs ProjectZero har gennem årene høstet stor international anerkendelse. Det første store gennembrud kom i 2010, da ProjectZero fik EU-Kommissionens fornemme pris for bedste energiløsning for et helt samfund.

I 2012 roste Præsident Bill Clinton Sønderborg og ProjectZero i sin hovedtale på CSR Awards 2012 på Alsion i Sønderborg. Han fremhævede bl.a., at verden kan lære af ProjectZeros erfaringer med kreative og økonomiske løsninger, der kan skaleres op på verdensplan.

Sønderborg er i kraft af Clinton i dag et førende eksempel i C40 klimanetværket, som omfatter verdens største byer. Sønderborg har i 2015 tilsluttet sig Compact of Mayors platformen, som styrker byernes klima-commitment og samarbejde. Platformen bakker ligeledes op om COP21 i Paris.

Også i Kina

I 2013 indgik EU og Kina en partnerskabsaftale om bæredygtig byudvikling. På EU-Kina urbaniserings-konferencen i Beijing i Kina den 21. november 2013 blev aftalen udmøntet i 12 konkrete samarbejder mellem kinesiske og europæiske byer. Kun en af de 12 aftaler har dansk islæt: Samarbejdsaftalen mellem Sønderborg og Haiyan.

Sønderborg har gennem sit samarbejde med Haiyan skabt en platform for danske virksomheder inden for Bright Green Business området. Samarbejdet mellem Sønderborg og Haiyan omfatter bl.a. et ZERO+ hus, en ny bæredygtig bydel og uddannelse skabt i et kommercielt samarbejde med virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Sønderborg. 

Læs mere om samarbejdet med Haiyan i Kina her.


Direktør i ProjectZero, Peter Rathje og daværende borgmester i Sønderborg Kommune, Aase Nyegaard, fik overrakt den fornemme pris af EU´s energikommissær Günther Oettinger.
Oprettet den
05. okt 2015